Det er en mild eftermiddag i 2017. Solen står højt på himlen, mens Nourya gør rent i sit hjem.
Landsbyens udbombede skole ligger kun omkring 100 meter fra familiens hus, adskilt af en lille lund af oliventræer. Her løber Nouryas fireårige søn, Musa, rundt og leger med en ven.
Vinden blæser stille, da to unge mænd går ind på skolen – angiveligt for at se, hvordan deres gamle skole ser ud efter kampene, der indtil for nyligt hærgede området.
Et enormt brag runger i hele byen. Der er støv overalt.
Nourya løber uden at tænke. Instinktet tager over. Da hun når hen til skolen, finder hun Musa på jorden, blødende fra hoved og bryst. Ved siden af ham ligger naboens barn, dræbt af eksplosionen.
Musa er stadig ved bevidsthed, da hun løber med ham i sine arme mod det nærmeste militær-checkpoint. De når frem til hospitalet. Men da lægerne tilser ham, er han allerede død.
En hverdag uden Musa
Hver dag siden 2017 har Nourya set på den udbombede skole fra sit hjem i landsbyen Sabah-Al-Khair i det nordøstlige Syrien. Minderne om dagen, hvor de to mænd stødte på en af Islamisk Stats efterladte miner derovre, står stadig klart.
“Tabet af Musa var ubærligt. Han plejede at være sammen med mig, når jeg lavede mad og gjorde rent. Jeg kunne høre hans vejrtrækning, når han sov ved siden af mig. Jeg savner stadig alt ved ham,” fortæller 38-årige Nourya i dag.
Familien var kun lige vendt tilbage til landsbyen, efter at Islamisk Stat havde sluppet sit jerngreb om området. En kortvarig følelse af tryghed havde indfundet sig. Men den dag gik det op for Nourya, at truslen fra miner ville blive ved med at plage familien. Nu skulle de begrave deres søn og finde sig til rette i en ny hverdag uden Musa.
I mange år stod ruinerne efter skolen hen som en daglig påmindelse om det, der var sket. Men i maj 2024 begyndte Folkekirkens Nødhjælp at rydde den for miner.
Minerydningsholdet fandt 45 eksplosiver, før de kunne begynde at genopbygge skolen. Og i september samme år stod den endelig klar med farverige vægge, fodboldmål og nyindrettede klasseværelser. For første gang i ni år kunne landsbyens børn igen komme i skole.
”Det er fantastisk at se børnene komme tilbage i skole. Det repræsenterer uddannelse og en fremtid for vores børn i Sabah-Al-Khair. I mange år har vi haft den ødelagte skole, hvor Musa døde, lige foran os. Nu giver skolen os håb fremtiden,” siger Nourya.
Det er lang tid siden, at der har været en eksplosion i landsbyen, som før var spækket med miner og ueksploderet ammunition.
”Det var meget farligt at bo her, og vi var bange for at bevæge os rundt i vores egen landsby. Men i dag føler vi os sikre og rolige, når vi går rundt,” forklarer Nourya.
Sabah-Al-Khair er en af de fattigste landsbyer i Syrien
Regionen omkring landsbyen Sabah-Al-Khair er en af de fattigste i Syrien, og over 94 procent af husholdningerne lever i ekstrem fattigdom.
Der bor omkring 1.000 mennesker i Sabah-Al-Khair. De fleste er daglejere eller lever af landbrug. Den gennemsnitlige månedsløn er 670 kr. Det er ikke nok til at dække mere end de helt basale udgifter.
Mortérgranater i murbrokkerne
Omkring 70 kilometer fra Nouryas hjem, i centrum af byen Raqqa, står 30-årige Botan Kamal i beskyttelsesudstyr foran en stribe rød/hvid-advarselstape.
Hun er minerydder for Folkekirkens Nødhjælp, og bag hende er rydningen af en udbombet bygning i fuld gang. Områdets børn leger ofte oven på murbrokkerne, selvom det kan være livsfarligt.
Botan har arbejdet som minerydder i tre år, efter at hun skiftede fra sit job på et rekrutteringskontor.
“For nyligt mistede en lille dreng på otte år sine ben i en eksplosion,” fortæller hun om en ulykke, hun har hørt om fra et andet sted i Raqqa.
Under murbrokkerne finder minerydningsholdet i dag to mortérgranater, der er kraftfulde nok til at slå en halv skoleklasse ihjel.
“Folk er bange for miner i jorden her. Derfor gør det en kæmpe forskel, at vi kan give dem et sikkert område, hvor der før var livsfarligt,” siger Botan.
Minerydningsholdet arbejder med en pansret rendegraver, som samler en bunke murbrokker op fra den udbombede bygning. Brokkerne bliver lagt ud på jorden i en lige linje, hvorefter det inspiceres nøje af fire mineryddere.
Hvis holdet vurderer, at der ikke er noget farligt blandt murbrokkerne, bliver de skovlet op og kørt væk af en lastbil. Sådan fortsætter arbejdet, indtil der ikke er flere murbrokker tilbage. Området er igen sikkert, og der kan bygges nyt på grunden.
“Jeg er stolt af det, vi laver. Det redder liv, og jeg kan holde hovedet højt. Min familie er også stolte af mit arbejde,” siger Botan.
Hun håber, at hun med sit arbejde kan være en inspiration for andre kvinder i Syrien.
“Men mit største håb er at fjerne alle miner fra Syrien. Jeg vil blive ved med at arbejde for det mål.”
Minerydning i Syrien
- Siden 2015 har Folkekirkens Nødhjælp arbejdet med minerydning i det nordøstlige Syrien, hvor både borgerkrig og ISIS har hærget.
- Vi har ryddet over to millioner kvadratmeter for farlige genstande. Det svarer til over 285 fodboldbaner.
- Vi har fjernet og uskadeliggjort over 7.800 miner og andre sprængfarlige genstande.
- Dermed har vi øget sikkerheden og direkte hjulpet over 26.000 mennesker, mens 81.000 er blevet undervist i sikker adfærd i områder, hvor der er storrisiko for at støde på miner, bomber eller anden efterladt ammunition.
- Folkekirkens Nødhjælp har blandt andet ryddet to skoler, et studiecenter og en park for miner og sprængfarlige genstande.
Tusindvis af fodboldbaner
Syrien var i flere år i træk det land i verden med flest døde og sårede civile som følge af ueksploderet ammunition eller miner, ifølge udgivelsen Landmine Monitor. I de senere år er det rykket et par pladser ned ad listen. Men det betyder ikke, at det er blevet sikkert i Syrien. Tværtimod.
11,5 millioner mennesker i Syrien lever hver dag med risikoen for dødelige eller invaliderende skader fra miner i nærheden af deres hjem. Alene de første tre måneder efter Assad-styrets fald vurderes det, at 324 mennesker blev dræbt af miner og ueksploderet ammunition. 53 af dem var børn.
”Så længe der er miner i jorden, er der arbejde for os at gøre,” siger Botans kollega, 25-årige Nour, som tidligere arbejdede som lærer. Hun skiftede til at blive minerydder for at gøre en forskel for sit land.
Alene i det nordøstlige Syrien – en region, der er lidt større end Danmark – er 38 millioner kvadratmeter overstrøet med miner eller ueksploderet ammunition. Det svarer til 5.322 fodboldbaner.
”Det kommer til at tage lang tid at rydde det nordøstlige Syrien for miner. Her er en flod af miner, og folk er bange,” siger 22-årige Oula Issa, som har arbejdet med minerydning, siden hun var 19 år gammel og i dag arbejder for Folkekirkens Nødhjælp.
Livet blomstrer igen
Tilbage i skolegården i Sabah-Al-Khair leger de 150 elever foran fodboldmålet. Mens der tages straffespark, samler alle børnene sig rundt om målene for at heppe på niårige Issa. Han tager tilløb og scorer et flot mål.
”Jeg elsker at spille fodbold med mine venner. Jeg har aldrig spillet med rigtige mål, før jeg begyndte i skole,” fortæller Issa, som ud over er at være en glimrende fodboldspiller, også er Nouryas søn – og afdøde Musas lillebror.
Issa nyder skolen, mens han kan. Det giver ham mulighed for at lære, lege og bare være et barn sammen med sine jævnaldrende.
”Jeg kan lide alt ved skolen. Jeg er glad for at være her, og jeg vil gerne være lærer, når jeg bliver voksen, fordi vi har så gode lærere,” siger han.
